Parallel opdraget om byliv på Sankt Annæ Plads, Kvæsthusgade samt Store og Lille Strandstræde er nu afgjort. En enig bedømmelseskomité har peget på Schønherrs projekt som det, der skal udgangspunkt for det videre arbejde. Jeg havde den store glæde at være Schønherrs projektleder på opdraget.
Bedømmelseskomiteen har hæftet sig ved:
“Hovedgrebet bygger på en klar og velargumenteret analyse, som tager bevidst stilling til karakteren af bylivet i konkurrenceområdet og nuancerer dette i relation til det omgivende byområde. Sankt Annæområdets stille og rolige hverdagsliv fastholdes og understøttes som både en kontrast og et supplement til det aktive byliv i Nyhavn og i fremtiden på Kvæsthusmolen. Fodgængere og cyklister får bedre og mere attraktive rammer.
Viderefortolkningen af det eksisterende bylivs kvaliteter udtrykkes fint i arbejdstitlen Plads til promenade, passage og pauser, og den foreslåede hovedstruktur for byrummene samt for trafik og vand indbygges i og udledes af denne tilgang.
Forslaget samler dermed op på alle temaer på baggrund af en god analyse og en god og synlig indarbejdelse af bidrag fra den åbne proces.”
Det var et rigtig godt team vi havde samlet til opgaven. På tegnestuen var det Torben Schønherr, som ansvarlig partner, og landskabsarkitekt Sanne Slot Hansen som den bærende kreative kraft, som sammen med arkitekt MAA Sara Almstrup Wille-Jørgensen, stud.arch. Lars Tønnes Larsen og undertegnede selv som projektleder, der stod for projektudviklingen. Derudover fik vi rigtig god hjælp af Rune Lyster og Christian Nyerup Nielsen fra Rambøll på henholdsvis trafik og vand, samt kunsthistoriker Maria Fabricius Hansen (der blandt meget andet er forfatter til den fantastiske bog Genbrugskirker i Rom, om hvordan man middelalderens kirkebyggeri brugte antikkens arkitektur som en slags stenbrud med præfabrikerede byggematerialer. Resultatet blev nogle meget brogede og opfindsomt sammenstykkede kirkerum.I bogen fortælles om de romerske genbrugskirkers historie, om principperne for fordelingen af de antikke dele og om betydningerne i at nedbryde og bygge på fortiden. Læs anmeldelsen i Politiken).
Men tilbage til Sankt Annæ Plads, hvor jeg udover projektledelsen også havde fornøjelsen af at stå for Schønherrs håndtering af de to borgerworkshops, der indgik i parallel opdraget. Derfor glæder det mig især at læse bedømmelseskomiteens betragtninger om denne del:
“Holdet skal fremhæves for en særlig god formidling og processuel forståelse. Dette gælder både formidling i det modtagne forslag samt i Holdets præsentationer i forbindelse med de afholdte workshops. I holdets udvikling af forslaget ses det tydeligt, at der er lyttet til dialogen med borgerne.”
Dejlige kommentarer.

Henning Thomsen (aka Byens Øjne) i dialog med lokale borgere ved den anden workshop om byliv i Sankt Annæ Plads, Kvæshusgade samt Store og Lille Strandstræde.
Udover Schønherr deltog Kristine Jensens Tegnestue og Marianne Levinsen Landskab i det indbudte parallel opdrag.
Du kan læse bedømmelseskomiteens betænkning nedenfor.
Og du kan se de afleverede plancher og mapper her. Besøg også Kvæsthusprojektets hjemmeside.
Jeg vil ønske Schønherr god arbejdslyst og held og lykke med den videre proces, som tegnestuen nu skal i gang med som underrådgiver til Lundgaard og Tranberg.Det bliver spændende at følge.
Selv vil jeg skrive det positive udfald af parallel opdraget om Sankt Annæ Plads på mit personlige CV og glæde mig over at have haft mulighed for at være med til at frembringe både et godt forløb og et godt projekt. Sankt Annæ Plads er bestemt heller ikke den værste lokation at have bidraget til udviklingen af.


Godt gået. Glæder mig til at se det endelige resultat.
Mvh
Lena