Godot i Sustainia

Efter sigende skulle den irske forfatter Samuel Becketts teaterstykke fra 1953, Mens vi venter på Godot, være inspireret af den tyske romantiske maler, Casper David Friedrichs maleri, To mænd står og ser på månen, fra 1825-30. Maleriet kan du se ovenfor. Teaterstykket er i to akter, hvor scenen i både første og anden akt er sat ved et nøgent træ nær en øde landevej. Her venter de to vagabonder, Vladimir og Estragon på Godot, uden at de helt ved hvorfor, uden at egentlig kende ham, og uden at han dukker op. Begge akter ender således med, at en dreng dukker op for at fortælle de to vagabonder, at Godot først kommer i morgen. Mens Vladimir og Estragon venter, fylder de tiden med snak, skænderier, filosoferen, sang og leg

Hvorfor denne lange indledning om et teaterstykke fra 1950’erne, når ærindet for blogindlægget her er konferencen Take Lead 2012 – On the Road to Sustainia, der blev afholdt i dag i Carlsbergs Akademi på den smukke adresse Bryggerhesten 1 i Valby.

Nuvel, dels fordi en god del af de ting, der blev snakket om, først ville komme forbi senere. De særligt inviterede gæster blev bl.a. orienteret om et Sustainia Index – et indeks der har som ambition at være et ’konsistent, solidt og robust bæredygtighedsredskab’ der endog skulle være nemt at forstå. Men indekset var ikke helt færdigt og tilhørerne måtte forstå, at det var en vanskelig opgave og at den endnu ikke var afsluttet. Så mere om Sustainia Index ved en senere lejlighed.

Tilhørerne blev også orienteret om Sustainia 100 – en samling af 100 gode bæredygtighedsløsninger, indsamlet fra hele verden, der skal hjælpe os alle med at skabe en bedre og mere bæredygtig verden. Men selvom Sustainia 100 næsten var helt færdig, kunne vi ikke få mere at vide i dag. Sustainia 100 skal nemlig præsenteres for verdenspressen om små 14 dage, når den stort anlagte Rio +20 konference løber af stablen – i Rio de Janeiro.

I spidsen for den præsentation vil være tidligere guvernør for Californien, Arnold Schwarzenegger, der samme med honoratiores Connie Hedegaard, Gro Harlem Brundtland og Dr. Rajendra Pachauri, udgør Sustainia Award Committee. Her kan du høre Arnold fortælle om sin gode ven, Erik Rasmussen, ved en præsentation af Sutainia initiativet.

Bag det hele står Erik Rasmussen og Mandag Morgen. Det var da også Erik Rasmussen himself og en af hans begejstrede medarbejdere, Laura Storm, Executive Director for Sustainia, der bød velkommen. Og det var de to, der sammen med Københavns overborgmester, Frank Jensen, klippede snoren til noget af det, der så var blevet klar til dagen i dag: At København kunne udnævnes som den første Sustainia City og at man kunne præsentere den første i en efter sigende længere række Sustainia City Guides.

Den første guide lå klar på stolen til tilhørerne og havde den netop udnævnte Sustainia by, København som sit emne.

Retorikken er frisk. Det handler om innovation, om nytænkning, om bæredygtige løsninger, der kan sparke røv og tegne banen for en strålende fremtid. Om City Guiderne generelt hedder det:

This is a book about making what may seem impossible a reality. About creating a better future. We know climate change is real; it changes our planet and seriously affects the people who share it. Curbing climate change is a real challenge.

Luften går dog lidt af ballonen, når man så læser de første linjer i den første City Guide, Copenhagen 2025:

The Sustainia Guide to Copenhagen 2025 builds on the existing plans for Copenhagen. Although we have added a few teaspoons of creativity and imagination, the book is a realistic scenario of a not so distant future – and not an utopian experiment.  

For det utrænede øje kunne det se ud som om der var tale om lidt af en tilbagetrækning i forhold til den oprindelige ambition. Men her tager man selvfølgelig helt fejl, som det blev forklaret. Fremtiden bygger jo på det vi har at gøre godt med i dag. Og hellere gøre godt med det vi ved, end med det vi ikke aner hvad er.

Hmmm, tjjaaa, joooeehh – men er det så en anden udlægning af begrebet ‘innovation’ end den der handler om at skabe nyt? Genskaber vi bare gammelt? Er det berømte præfix i bæredygtighedsdebatten re- nu blevet til re-cirkulation af det der allerede findes, af planer, der allerede er lagt, og produkter vi allerede kender i dag? Bare i en bedre, smukkere, frækkere indpakning.

Re-cirkulation af citater var der i hvert fald en del af og det er beskæmmende i bæredygtighedsindustrien i det hele taget, hvor ofte man skal udsættes for de samme vise ord, ytret af de samme vise mænd (og undtagelsesvist kvinder), og re-cirkuleret blandt det samme publikum, der dukker op til alle disse events. Vi er de 5% – men får vi nogensinde fat i de 95%, der for alvor kunne vende skuden for kloden, hvis altså de var med, hvis altså de havde muligheder for at bidrage, hvis – som kloge, kloge Margrethe Auken sagde – vi brugte lidt mere tid på at skabe gennemsigtighed og muligheder for at flere kan bidrage i stedet for at bruge tiden på at lytte til en elite der sender varm luft ud i æteren.

Lige nu ligner det med bæredygtighed en klub for de indviede, hævder denne skribent. En klub der i høj grad er befolket af ‘talkers’ mere end af ‘doers’. Selv havde jeg glædet mig til at høre Graham Hill, grundlæggeren af Treehugger. Her var da en, tænkte jeg, der havde været med til at skabe noget nyt. Han havde valgt – eller var han blevet bedt om – at præsentere sit tiltag Life Edited. Det går i korthed ud på at samle gode ideer til at klare sig med færre ting. Det gjorde Hill på et website, hvor han lavede en konkurrence om at finde de bedste ideer til at indrette hans nyindkøbte New York lejlighed på en måde, så meget mere kunne finde sted på meget mindre plads og med meget færre ting på hylderne – om man vil.

Det så skidegodt ud. Det var lækkert. Smart. Kompakt. Og dyrt langt hen af vejen, for en af Hills teorier er, at hellere købe et par rigtig gode sko, der holder længe, end et par billige og måske dårlige, der kun holder halvt så længe. Og her faldt Hill da også grundigt i. For som det blev spurgt til fra salen, var dette så ikke blot en særlig trend, der kun appelerede til en særlig urban, kreativ, designorienteret klasse – der ovenikøbet var nød til at tjene kassen, for at kunne leve så minimalt et liv? Svaret må du selv finde ud af, men kig endelig ind på Hills præsentation, der også findes på TED X.

Jeg vil så gerne kunne elske alt det her. Elske Erik Rasmussen og hans begejstrede stab, alle samarbejdspartnerne i Sustainia, alle de berømte politiske has-beens der befolker bæredygtighedsindustrien, alle virksomhederne, der så pænt stiller sig op i salen – ikke for at stille et spørgsmål eller byde konstruktivt ind i debatten, men som altid for at fortælle at netop deres virksomhed sidder med lige den dims, den arkitektur, den idé, der bør få støtte – elske alle disse begejstrede bæredygtighedsvagabonder, der som Vladimir og Estragon sidder ved træet dér og venter på bæredygtigheden.

Men Godot, han lod vente på sig også i dag. Ventetiden blev fyldt ud med snak, lidt småskænderier, meget filosoferen – og kun ganske lidt sang og leg. Desværre var det hvad det blev til i dag. Men som Godot, der står klar i kulissen, således står også min store kærlighed klar til dem, der måtte forstå at gøre noget mere end blot at snakke og pakke smukt ind. Jeg vil så gerne kunne elske alt det her med bæredygtighed.

Men som altid handler det om om at du, kære læser, danner dig din egen mening. Så dyk ned i materialet, hør præsentationen nedenfor og stik mig en kommentar på bloggen her.

Læs mere om Sustainia her.

Se en præsentation af Sustainia initiativet: