Home

I dag åbner vandreudstillingen The Good City – og Byens Øjne er med. Det sker i den nye havnepark i Havnegade ved Custom House fra d. 8. juni til d. 22. juni og på Amagerbro Torv fra d. 22. juni til d. 8. juli. Herefter vil udstillingen fungere som en international vandreudstilling. Udstillingen handler om cykling.

Byens Øjne byder ind på udstillingen med et kommenterende og debatterende indlæg. Det er vores oplevelse, at vi i jagten på at få flere til at cykle er vi ved at miste grebet om selve cykeloplevelsen – livet set fra cyklen.

Trafikplanlæggerne, der igennem årtier smadrede vores byer til fordel for bilernes frie bevægelighed, er ved at overtage cykelrevolutionen og gøre det hele til et spørgsmål om effektivitet og hastighed. Det er givet at det har bragt os langt – men vil det bringe os længere?

Børn og ældre er allerede nu ved at forsage cyklen fordi gaderne overtages af cyklister der opfører sig  som bilister fordi vi planlægger for cyklen på samme vis som vi gør det for bilen.

“Verden elsker os. København er en kilde til inspiration for byer verden over, ikke mindst på grund af vores cykelkultur, der har peaket med 37% af byens indbyggere på cykel. Vores politikere har lovet os at 50% af københavnerne vil bruge cyklen i 2010… så i 2015 og nu i 2025.

Siden løftet blev givet er antallet af cyklister i København faldet til 35%. København er den eneste by i den vestlige verden, hvor cykelniveauet er faldet i stedet for at stige. Alle gode intentioner og strategier til trods har det vist sig svært at motivere yderligere 15% af københavnerne til at komme op på cyklen.”

Det var med disse ord at Bicycle Innovation Lab inviterede en række fremtrædende danske og internationale arkitekter, trafikplanlæggere, forskere, organisationer, bykonsulenter og debattører til at give deres bud på, hvordan København kan nå de 50% cyklister og samtidig skabe en by, der er god at leve i.

Byens Øjne deltager i udstillingen og mener, at tilbagegangen i antallet af mennesker, der dagligt bruger cyklen som deres primære transportmiddel, som Københavns Kommune selv har målt sig frem til i cykelregnskaberne fra de seneste år, bør give os anledning til refleksion. Det må ikke tages alene som udtryk for, at vi så bare skal have flere cykelstier og flere sjove skraldespande stående ved siden af cykelstierne. Der kunne ligge noget andet bag tilbagegangen.

En cykel er nemlig ikke blot en bil uden hjælpemotor. En cykel er helt sig selv. At cykle er en helt særlig oplevelse. Ligesom flere forskere er begyndt at påpege, at bilisme er tæt forbundet med en følelse af frihed (se bl.a. mobilitetsforsker fra RUC, Malene Freudendal-Pedersen) og ikke blot handler om en praktisk måde at transportere sig på, og at netop frihedsdimensionen gør håndteringen af bilismen så meget mere vanskelig, så gælder det samme for cyklismen. At cykle handler om at opleve frihed. Det handler ikke bare om fremkommelighed.

Vi er derfor nødt til at udvikle et design af byen, der har øje for cyklistens oplevelse. Første trin er at forstå livet som det ses fra cyklen.

”Med få undtagelser har bydesign hvad cykling angår næsten udelukkende været fokuseret på at skabe sikre og/eller attraktive faciliteter til cykling, så som cykelstier og cykelparkering, eller som i den senere tid, at skabe mere plads til cyklister med henblik på at få flere til at cykle.

Men burde der ske en mere radikal rekonceptualisering af bydesign der tager mere bevidst udgangspunkt i cyklistens hastighed, højde, udsathed, lyskrav og parkeringsbehov? Er cyklen blot en anden form for køretøj, tilpas lig bilen til at de samme strategier vi benytter for biltrafik lader sig tage i anvendelse? Eller skal vi se cyklisten som en lidt hurtigere udgave af fodgængeren, og bruge fodgængerlignende bydesign?

Eller er cyklister helt anderledes og grundlæggende forskellige fra både bilister og fodgængere, med behov der er langt mere komplekse end at de blot handler om sikkerhed og motion, så implikationerne for bydesign er langt mere gennemgribende?”

Ann Forsyth & Kevin Krizek, Urban Design: Is there a Distincive View from the Bicycle, Journal of Urban Design, Vol. 16. No. 4, 531-549, November 2011

Byens Øjne tror cyklister er helt anderledes og at tiden er kommet til at vi anerkender dette. Der er brug for mere viden og mere forskning i cyklistens særlige oplevelse af livet – cykeloplevelsen – hvis vi vil have endnu flere til at bruge cyklen. Vi har brug for at både børn og ældre bliver ved med at cykle og ikke lader sig skræmme væk fra vejene og derfor er der brug for langt flere valgmuligheder hvad ruter, stier og forbindelser angår. Og vi har brug for langt mere innovation i krydsfeltet mellem bydesign og cyklisme, der hvor kvaliteten af cykeloplevelsen afgøres.

I 1960′erne og 1970′erne udkom en række skelsættende arkitektur- og urban design bøger, der tog udgangspunkt i den særlige mobilitetsoplevelse det er, at køre i bil – livet set fra bilen. I 1964, da vores byer for alvor var ved at blive invaderet af biler, udgav Donald Appleyard sammen med Kevin Lynch og J.R. Myer, bogen The View from the Road. Det var et forsøg på at beskrive og klassificere byen set fra bilistens synsvinkel. Igennem særlige notationsapparater og -tegninger, gjorde bogen et forsøg på at dokumentere den scenografi og koreografi af bevægelse og ‘flow’ bilen var udtryk for i byen. I 1972 udgav Robert Venturi sammen med Denise Scott-Brown og Steve Izenour Learning from Las Vegas, der både italesatte oplevelsen af at køre i bil og de implikationer for indretningen af byens rum, denne særlige oplevelse afstedkom.

Byens Øjnes bidrag til udstillingen The Good Life er et opråb om at vi sætter meget mere ind på at forstå oplevelsen af at cykle og de implikationer for indretningen af byens rum, denne særlige oplevelse kan afstedkomme. En første opgave bliver, at forstå livet som det ses fra cyklen.

Udstillingen The Good City er bygget op om en række plancher, der med tekst og grafik fortæller om den danske cyklismes historie, og hvordan vi forestiller os, at den og byen kan udvikle sig i fremtiden.

Nedenfor kan du se plakaten, som Byens Øjne har fremstillet til vandreudstilling The Good City, der åbner Fredag d. 8. juni kl. 12.00. Udstillingen er placeret udendørs på den nye havnepark i Havnegade ved Custom House fra d. 8. juni til d. 22. juni og på Amagerbro Torv fra d. 22. juni til d. 8. juli. Herefter vil udstillingen fungere som en international vandreudstilling.

De to forskere, Ann Forsyth og Kevin Krizek, fra henholdsvis Cornell University og University of Colorado, er nogle af de første der er begyndt at kaste sig over dette forskningsfelt, der altså går anderledes til stoffet, end trafikplanlæggerne, og søger at finde frem til om ikke der er ‘more to cycling, than meets the eye’.

Jeg har tidligere ved en anden lejlighed og i en helt anden lokation lavet en ‘View from a Bicycle’ – det var i Chennai i Indien. Her kan du se hvordan det forløb.

About these ads

One thought on “livet set fra cyklen

  1. Pingback: Cykler stjæler byens rum | Blogbyen.dk | en blog om bykultur

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Connecting to %s