Hvor ligger Københavns grimmeste byrum? Inspirationen til det spørgsmål fik jeg for nylig, da formanden for Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, arkitekt Lars Juel Thiis, orienterede Jyllands Postens læsere om, at “Hedensted nok er det grimmeste sted i landet”.

Læs resten af mit indlæg på Urban KBH.

Jeg er ikke stoppet med at blogge, men jeg har lavet en aftale med Arkitektens Forlag om at flytte min blogaktivitet over på den nye Arkfo.dk blog. Her optræder jeg sammen med en masse andre seje bloggere, der skriver om arkitektur, design og planlægning og alt det andet, vi nu synes er vigtigt.

Desuden er jeg fortsat aktiv på UrbanKBH.dk hvor jeg også løbende udgiver nye blogindlæg. Her er vinklen byen og byens rum, med København som omdrejningspunkt.

Nedenfor er der link til de seneste måneders blogindlæg på henholdsvis Arkitektens Forlag og på Urban KBH.

Arkitektens Forlag har en oversigt over mine blogindlæg. Den kan du komme frem til her. Og her er de enkelte indlæg:

Bye, bye Oscar

Biblioteket som forandringsagent (II)

Biblioteket som forandringsagent (I)

Et bibliotek af beton

Stor større størst

Cities in slow motion

Biblioteket er dødt – NOT!

Javertussen

Bonds bygninger

20:50 – The Oil Room

Når det regner indenfor

Når arkitekter drikker

Arkitektur er kunst

Arkitekturens måned

Et ørige af nærvær (II)

Er Low Line den næste High Line?

Harlang og Arnfred boligbattle

Et ørige af nærvær (I)

Penge og sex

Den gamle mand og blyanten

På Urban KBH har jeg publiceret følgende indlæg henover de seneste måneder:

Fixerummet der fik hjul

Når lyden af sne fylder byen

En mand råber

Grønt på toppen

Fortov eller cykelsti?

Gå på vandet

Rom i København

Nu dør de igen

Zen på diget

Bad i byen

Den (næsten) usynlige cykelsti

Byhaver Galore

På kant med det grønne

Kærlighed i byens rum

Havnevand i Byens Øjne

Strik din by

Bjergløb i Ørestad

Der står en park på Dantes Plads

En halv Scala

Min profil på Urban KBH

“Mindre artighed, mere nerve”og “Evnen til at samle lorten op” var blot nogle af guldkornene fra d’herrer Harlang og Arnfred, da de onsdag den 19. september bød op til dans om det at bo for en fyldt sal på Dansk Arkitektur Center (DAC) i København.

Læs hele mit blogindlæg på Arkitektens Forlags blog.

“Der er meget godt at sige om vores egen tid. Men ikke desto mindre er det imod alle odds, at Johan Nyrén er lykkedes med at gøre Dimitris Pikionis kunststykket efter og med Artipelag at have skabt et så menneskeligt ørige af nærvær.”

Sådan slutter anden del af mit blogindlæg, Et ørige af nærvær, der handler om det nye kunstmuseum, Artipelag, tegnet af Johan Nyrén, der ligger i skærgården lige uden for Stockholm.

Du kan læse både første del og anden del af indlægget på Arkitektens Forlags Blog.

Hvorfor bygger vi? Er det drømmen om magt? Om sex? Om penge? Det er spørgsmålet, den engelske arkitektkritiker, Rowan Moore, stiller i bogen ’Why we build’, der netop er udkommet på Picador.

Du kan læse hele min artikel om bogen på Arkitektens Forlags nye blog.

Yeaah, så er det ud at se på Street Art. Galore CPH 2012 åbnede på Toftegårds Plads i Valby i dag. Her et par indtryk fra første dag. Festivalen fortsætter til lørdag den 18. august – så kom ud af sofaen nu og drag til Valby. Det er her det sker.

Se mere på: http://werket.dk/galore/

Sommeren står for døren og bloggen holder en pause de næste par uger. Så derfor et sidste lille indlæg som også har været bragt i Urban KBH.

Jeg ønsker alle en god sommer. På Byens Øjne på Facebook vil jeg sporadisk publicere billeder henover sommeren også.

Kærlighed i byens rum

Hvis du har din gang på Bryggebroen over havneløbet ved Fisketorvet vil du have lagt mærke til, at der er fastgjort en stor mængde hængelåse på broens rækværk. Mange stopper op og tager billeder af fænomenet. Det er dog mere sjældent at man får set at låsene hænges op. Den del af det er nemlig langt mere privat end det ellers ret offentlige sted tilsiger.

Låsene er kærlighedslåse. Symbolet på evig kærlighed manifesteres ved, at kærestepar sætter en lås fast om stålwirerne på rækværket og smider nøglen i havnen. Nogle skriver navne på låsen, andre hænger bare låsen op sammen.

Med alle låsene, der efterhånden er ved at samle sig på Bryggebroen, og alle de nøgler, der må ligge i vandet lige under broen, ser man for sig, at vægten af låsene efterhånden vil bøje broen ned mod vandet, mens der fra vandet langsomt rejser sig en ø af nøgler op af havnens vand.

Som så mange andre urbane fænomener, stammer dette også fra udlandet. Nogle mener det går helt tilbage til afslutningen af anden verdenskrig og en ulykkelig serbisk kærlighedshistorie. I nyere tid synes fænomenet at være startet i begyndelsen af 2000’erne. Et af de første steder man så kærlighedslåsene var i Paris – kærlighedens by – hvor især Pont des Arts blev et favoritsted at sætte lås på sin kærlighed. I Italien spillede fænomenet en særlig rolle i romanen ’Jeg vil ha dig’ af Federico Moccia, der også blev filmatiseret, hvorefter låse fænomenet spredte sig som en løbeild blandt unge kærestepar.

I både Paris og Rom kom den helt forventelige modreaktion fra myndighederne straks.

I Paris blev myndighederne bekymrede for hvordan man skulle håndtere beskyttelsen af den kulturværdi, Pont des Arts også er. På en enkelt nat fjernede man alle låsene, så kæresteparrene en dag i maj 2010 vågnede op til en helt ulåst Pont des Arts. Som man kunne regne med er låsene selvfølgelig siden vendt tilbage.

I Rom udviklede håndteringen af de mange låse på Ponte Milvio sig til en ægte italiensk politisk strid mellem højre og venstre om hvilken side af byrådet der var mest for kærligheden. Den venstreorienterede borgmester indførte bøder til folk, der hængte låse op på broen, hvilket fik højrefløjen i byrådet til at anklage borgmesteren for, at krænke de elskendes frihedsrettigheder og trampe på kærligheden.

Hængelåsene på Bryggebroen i København skriver sig med andre ord ind i en større europæisk urban kærlighedsmanifestation. Æstetisk betragtet er manien næppe det smukkeste man kan forestille sig. Men på den anden side, hvor mange andre måder – udover den klassiske graffiti af typen ’x elsker y’ – ser man egentlig kærlighed uskyldigt udtrykt på i byens rum?

Kærlighedslåse på Bryggebroen i København

Byens Øjne stod til søs i dag. Jeg var med ombord på Kaptajn Gyllenhoffs husbåd, der skulle bugseres fra Jacob Jensens Bådeværft i Nordhavnen til sin plads på Islands Brygge. Med ombord var også Kjartan Vidarsson, som sammen med undertegnede agerede gaster for kaptajn Gyllenhoff.

Det var ikke just varmt og blæsende var det også – men da vi først havde rundet pynten på den kommende Nordhavns udvidelse og nåede i læ af først Refshaleøen og siden Inderhavnen, gik det lidt bedre.

Undervejs blev der fortalt skipperskrøner en masse. Men i må nøjes med billederne her. Husbåden selv glemte jeg helt at tage et billede af! Var helt optaget af den fantastiske slæbebåd, der bugserede os afsted og den super oplevelse det var, at se byen med helt nye øjne – nu fra vandsiden.

Og så et par billeder, der fik lidt ekstra kærlig behandling:

I dag åbner vandreudstillingen The Good City – og Byens Øjne er med. Det sker i den nye havnepark i Havnegade ved Custom House fra d. 8. juni til d. 22. juni og på Amagerbro Torv fra d. 22. juni til d. 8. juli. Herefter vil udstillingen fungere som en international vandreudstilling. Udstillingen handler om cykling.

Byens Øjne byder ind på udstillingen med et kommenterende og debatterende indlæg. Det er vores oplevelse, at vi i jagten på at få flere til at cykle er vi ved at miste grebet om selve cykeloplevelsen – livet set fra cyklen.

Trafikplanlæggerne, der igennem årtier smadrede vores byer til fordel for bilernes frie bevægelighed, er ved at overtage cykelrevolutionen og gøre det hele til et spørgsmål om effektivitet og hastighed. Det er givet at det har bragt os langt – men vil det bringe os længere?

Børn og ældre er allerede nu ved at forsage cyklen fordi gaderne overtages af cyklister der opfører sig  som bilister fordi vi planlægger for cyklen på samme vis som vi gør det for bilen.

“Verden elsker os. København er en kilde til inspiration for byer verden over, ikke mindst på grund af vores cykelkultur, der har peaket med 37% af byens indbyggere på cykel. Vores politikere har lovet os at 50% af københavnerne vil bruge cyklen i 2010… så i 2015 og nu i 2025.

Siden løftet blev givet er antallet af cyklister i København faldet til 35%. København er den eneste by i den vestlige verden, hvor cykelniveauet er faldet i stedet for at stige. Alle gode intentioner og strategier til trods har det vist sig svært at motivere yderligere 15% af københavnerne til at komme op på cyklen.”

Det var med disse ord at Bicycle Innovation Lab inviterede en række fremtrædende danske og internationale arkitekter, trafikplanlæggere, forskere, organisationer, bykonsulenter og debattører til at give deres bud på, hvordan København kan nå de 50% cyklister og samtidig skabe en by, der er god at leve i.

Byens Øjne deltager i udstillingen og mener, at tilbagegangen i antallet af mennesker, der dagligt bruger cyklen som deres primære transportmiddel, som Københavns Kommune selv har målt sig frem til i cykelregnskaberne fra de seneste år, bør give os anledning til refleksion. Det må ikke tages alene som udtryk for, at vi så bare skal have flere cykelstier og flere sjove skraldespande stående ved siden af cykelstierne. Der kunne ligge noget andet bag tilbagegangen.

En cykel er nemlig ikke blot en bil uden hjælpemotor. En cykel er helt sig selv. At cykle er en helt særlig oplevelse. Ligesom flere forskere er begyndt at påpege, at bilisme er tæt forbundet med en følelse af frihed (se bl.a. mobilitetsforsker fra RUC, Malene Freudendal-Pedersen) og ikke blot handler om en praktisk måde at transportere sig på, og at netop frihedsdimensionen gør håndteringen af bilismen så meget mere vanskelig, så gælder det samme for cyklismen. At cykle handler om at opleve frihed. Det handler ikke bare om fremkommelighed.

Vi er derfor nødt til at udvikle et design af byen, der har øje for cyklistens oplevelse. Første trin er at forstå livet som det ses fra cyklen.

Det første Ørestad Bjergløb blev afviklet i dag, Grundslovsdag den 5. juni 2012. Initiativtager var Steve Kjær, der også er grundlægger af Ørestad Løbeklub. Godt 100 løbere var mødt frem til en løbeevent, der lovede både bjerge og trapper.

Initiativtager til Ørestad Bjergløb 2012, Steve Kjær.

Du kan få et indtryk af turen nedenfor, i den lille time lapse film jeg forsøgte mig med. Der er stadig ting at lære om netop den disciplin – så Oscar niveau er det ikke. Men se hvad du drev dig selv igennem – hvis altså du som jeg deltog – eller alternativt, hvad du gik glip af.

Ruten gik fra Ørestad Bypark og op til – og ind i – Fields. Herefter tilbage af Arne Jacobsens Alle og ud til Fælleden. Parallelt med Ørestad løb vi så ud til Store Høj inden turen gik op igennem 8-tallet. Den var hård. Herefter tilbage til Ørestad Boulevard og ind mod Ørestad City og som perler på en snor Rambøll, Ørestad Skole, Ørestad Gymnasium og til slut Bjerget. Alle steder ind, og op af alle de trapper, der fandtes, helt til tagniveau og ned igen.

Det var et super arrangement, der fortjener stor ros for både initiativet og ideen. Godt arbejde fra alle der hjalp til, og fra primus motor, Steve Kjær.

Vi er vist mange der glæder os til næste år.

PS: Hvis du kan lide filmen så gå ind på Byens Øjnes Facebook side og ‘Like’.

Efter sigende skulle den irske forfatter Samuel Becketts teaterstykke fra 1953, Mens vi venter på Godot, være inspireret af den tyske romantiske maler, Casper David Friedrichs maleri, To mænd står og ser på månen, fra 1825-30. Maleriet kan du se ovenfor. Teaterstykket er i to akter, hvor scenen i både første og anden akt er sat ved et nøgent træ nær en øde landevej. Her venter de to vagabonder, Vladimir og Estragon på Godot, uden at de helt ved hvorfor, uden at egentlig kende ham, og uden at han dukker op. Begge akter ender således med, at en dreng dukker op for at fortælle de to vagabonder, at Godot først kommer i morgen. Mens Vladimir og Estragon venter, fylder de tiden med snak, skænderier, filosoferen, sang og leg

Vladimir og Estragon venter på Godot

Hvorfor denne lange indledning om et teaterstykke fra 1950’erne, når ærindet for blogindlægget her er konferencen Take Lead 2012 – On the Road to Sustainia, der blev afholdt i dag i Carlsbergs Akademi på den smukke adresse Bryggerhesten 1 i Valby.

Nuvel, dels fordi en god del af de ting, der blev snakket om, først ville komme forbi senere. De særligt inviterede gæster blev bl.a. orienteret om et Sustainia Index – et indeks der har som ambition at være et ’konsistent, solidt og robust bæredygtighedsredskab’ der endog skulle være nemt at forstå. Men indekset var ikke helt færdigt og tilhørerne måtte forstå, at det var en vanskelig opgave og at den endnu ikke var afsluttet. Så mere om Sustainia Index ved en senere lejlighed.

Tilhørerne blev også orienteret om Sustainia 100 – en samling af 100 gode bæredygtighedsløsninger, indsamlet fra hele verden, der skal hjælpe os alle med at skabe en bedre og mere bæredygtig verden. Men selvom Sustainia 100 næsten var helt færdig, kunne vi ikke få mere at vide i dag. Sustainia 100 skal nemlig præsenteres for verdenspressen om små 14 dage, når den stort anlagte Rio +20 konference løber af stablen – i Rio de Janeiro.

I spidsen for den præsentation vil være tidligere guvernør for Californien, Arnold Schwarzenegger, der samme med honoratiores Connie Hedegaard, Gro Harlem Brundtland og Dr. Rajendra Pachauri, udgør Sustainia Award Committee. Her kan du høre Arnold fortælle om sin gode ven, Erik Rasmussen, ved en præsentation af Sutainia initiativet.

Mandag Morgen grundlægger Erik Rasmussen, står også bag Sustainia.

Bag det hele står Erik Rasmussen og Mandag Morgen. Det var da også Erik Rasmussen himself og en af hans begejstrede medarbejdere, Laura Storm, Executive Director for Sustainia, der bød velkommen. Og det var de to, der sammen med Københavns overborgmester, Frank Jensen, klippede snoren til noget af det, der så var blevet klar til dagen i dag: At København kunne udnævnes som den første Sustainia City og at man kunne præsentere den første i en efter sigende længere række Sustainia City Guides.

Overborgmester Frank Jensen, Executive Director for Sustainia Laura Storm, og Mandag Morgen grundlægger, Erik Rasmussen, klipper snoren til Copenhagen 2025 – som lå klar på stolene til alle tilhørerne.

Den første guide lå klar på stolen til tilhørerne og havde den netop udnævnte Sustainia by, København som sit emne.

Retorikken er frisk. Det handler om innovation, om nytænkning, om bæredygtige løsninger, der kan sparke røv og tegne banen for en strålende fremtid. Om City Guiderne generelt hedder det:

This is a book about making what may seem impossible a reality. About creating a better future. We know climate change is real; it changes our planet and seriously affects the people who share it. Curbing climate change is a real challenge.

Luften går dog lidt af ballonen, når man så læser de første linjer i den første City Guide, Copenhagen 2025:

The Sustainia Guide to Copenhagen 2025 builds on the existing plans for Copenhagen. Although we have added a few teaspoons of creativity and imagination, the book is a realistic scenario of a not so distant future – and not an utopian experiment.  

For det utrænede øje kunne det se ud som om der var tale om lidt af en tilbagetrækning i forhold til den oprindelige ambition. Men her tager man selvfølgelig helt fejl, som det blev forklaret. Fremtiden bygger jo på det vi har at gøre godt med i dag. Og hellere gøre godt med det vi ved, end med det vi ikke aner hvad er.

Hmmm, tjjaaa, joooeehh – men er det så en anden udlægning af begrebet ‘innovation’ end den der handler om at skabe nyt? Genskaber vi bare gammelt? Er det berømte præfix i bæredygtighedsdebatten re- nu blevet til re-cirkulation af det der allerede findes, af planer, der allerede er lagt, og produkter vi allerede kender i dag? Bare i en bedre, smukkere, frækkere indpakning.

Sustainias Guide to Copenhagen 2025 var blevet klar til dagen.

Re-cirkulation af citater var der i hvert fald en del af og det er beskæmmende i bæredygtighedsindustrien i det hele taget, hvor ofte man skal udsættes for de samme vise ord, ytret af de samme vise mænd (og undtagelsesvist kvinder), og re-cirkuleret blandt det samme publikum, der dukker op til alle disse events. Vi er de 5% – men får vi nogensinde fat i de 95%, der for alvor kunne vende skuden for kloden, hvis altså de var med, hvis altså de havde muligheder for at bidrage, hvis – som kloge, kloge Margrethe Auken sagde – vi brugte lidt mere tid på at skabe gennemsigtighed og muligheder for at flere kan bidrage i stedet for at bruge tiden på at lytte til en elite der sender varm luft ud i æteren.

Der var plads til både ‘talkers’ og ‘doers’ på konferencen – her et par af de sidste, dels tidligere DONG-høvding Anders Eldrup og bagerst Europaparlamentariker Margrethe Auken.

Lige nu ligner det med bæredygtighed en klub for de indviede, hævder denne skribent. En klub der i høj grad er befolket af ‘talkers’ mere end af ‘doers’. Selv havde jeg glædet mig til at høre Graham Hill, grundlæggeren af Treehugger. Her var da en, tænkte jeg, der havde været med til at skabe noget nyt. Han havde valgt – eller var han blevet bedt om – at præsentere sit tiltag Life Edited. Det går i korthed ud på at samle gode ideer til at klare sig med færre ting. Det gjorde Hill på et website, hvor han lavede en konkurrence om at finde de bedste ideer til at indrette hans nyindkøbte New York lejlighed på en måde, så meget mere kunne finde sted på meget mindre plads og med meget færre ting på hylderne – om man vil.

Treehugger grundlægger og Life Edited prædikant, Graham Hill på scenen i Sustainia at Carlsberg.

Det så skidegodt ud. Det var lækkert. Smart. Kompakt. Og dyrt langt hen af vejen, for en af Hills teorier er, at hellere købe et par rigtig gode sko, der holder længe, end et par billige og måske dårlige, der kun holder halvt så længe. Og her faldt Hill da også grundigt i. For som det blev spurgt til fra salen, var dette så ikke blot en særlig trend, der kun appelerede til en særlig urban, kreativ, designorienteret klasse – der ovenikøbet var nød til at tjene kassen, for at kunne leve så minimalt et liv? Svaret må du selv finde ud af, men kig endelig ind på Hills præsentation, der også findes på TED X.

Stik mig en mening, mens vi venter på løsningerne….

Jeg vil så gerne kunne elske alt det her. Elske Erik Rasmussen og hans begejstrede stab, alle samarbejdspartnerne i Sustainia, alle de berømte politiske has-beens der befolker bæredygtighedsindustrien, alle virksomhederne, der så pænt stiller sig op i salen – ikke for at stille et spørgsmål eller byde konstruktivt ind i debatten, men som altid for at fortælle at netop deres virksomhed sidder med lige den dims, den arkitektur, den idé, der bør få støtte – elske alle disse begejstrede bæredygtighedsvagabonder, der som Vladimir og Estragon sidder ved træet dér og venter på bæredygtigheden.

Men Godot, han lod vente på sig også i dag. Ventetiden blev fyldt ud med snak, lidt småskænderier, meget filosoferen – og kun ganske lidt sang og leg. Desværre var det hvad det blev til i dag. Men som Godot, der står klar i kulissen, således står også min store kærlighed klar til dem, der måtte forstå at gøre noget mere end blot at snakke og pakke smukt ind. Jeg vil så gerne kunne elske alt det her med bæredygtighed.

Men som altid handler det om om at du, kære læser, danner dig din egen mening. Så dyk ned i materialet, hør præsentationen nedenfor og stik mig en kommentar på bloggen her.

Læs mere om Sustainia her.

Se en præsentation af Sustainia initiativet:

Vinderne af arkitektkonkurrencen om et nyt Statens Naturhistorisk Museum blev et hold bestående af Lundgaard og Tranberg Arkitekter og arkitekt Claus Pryds. Det blev afsløret her til eftermiddags i Maskinhallen i Botanisk Have midt mellem skeletterne af nogle af de hvaler, der bliver udstillet i det nye museum, når det efter planen åbner i 2017.

Se en lille film om det vindende forslag nederst i denne post.

De har med andre ord gjort det igen, Lundgaard og Tranberg, og endnu en gang afvist både dansk og udenlandsk konkurrence fra et stærkt hold af prækvalificerede arkitekter. Men de har ikke gjort det alene. Arkitekt Claus Pryds, der i 2009 vandt den indledende idékonkurrence om Statens Naturhistoriske Museum, var med på holdet. Det virker til at have været en overordentlig lykkelig symbiose af to stærke arkitektoniske bevidstheder. Og det var en både ydmyg og bevæget Claus Pryds, der på teamets vegne, sagde et par ord efter afsløringen af hvem det vindende hold var.

Det var arkitekt Claus Pryds der havde fået opgaven at sige et par ord på vegne af det vindende team. Pryds vandt i 2009 idékonkurrencen om netop Statens Naturhistoriske Museum.

Indgangen fra Botanisk Have

Rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, greb i sin tale fat i den fantastiske franske 1800-tals fortæller, Jules Verne, da han skulle fortælle om de forhåbninger for museet, man havde haft ved starten af arkitektkonkurrencen. Forhåbninger om at skabe rammen for fantastiske fortællinger om naturvidenskabernes udvikling og historie, fra det helt lille til det helt store – som hvalskeletterne, der stod til skue i rummet hvor vinderne af konkurrencen blev afsløret. Dommerkomiteen gav udtryk for, at vinderforslaget havde skabt disse rammer.

“Som Peis pyramide på Louvre i Paris er det kun en lille del af museet, der er synligt over jorden. Under overfladen venter flere oplevelser. Her finder man Verdensrummet, Porten til Arktis, Evolution og et hav af andre udstillinger, der, sammen med de besøgendes muligheder for at kigge forskerne over skulderen, danner en nyskabende ramme for museumsoplevelsen”, som det bl.a. hedder i dommerbetænkningen.

Nogle ord der gik igen i de tre fagdommeres betragtninger var ‘lødighed’ og ‘hjemmevandt’ – det sidste var det ord, fagdommer og rektor for KADK, Lene Dammand Lund, brugte om det vindende projekt. Det skal blive interessant at dykke mere indgående ned i dommerbetænkningen henover de kommende dage, for at blive klogere på, hvad der i særlig grad mon kan være ment med netop de ord.

Situationsplan

Hvalsalen

“Det nye museum inviterer de forbipasserende indenfor og giver København et helt nyt stræde, som alle kan gå gratis igennem. Fra Sølvtorvet, gennem det nye museum, ud i Botanisk Have og op til Nørreport. Løfter man blikket på turen gennem strædet, kigger man direkte op mod flokke af hvaler, og øverst, som et vartegn for museet, svæver det kolossale skelet af en blåhval. Den imponerende samling af hvalskeletter er en af de største på verdensplan”, hedder det videre i omtalen af det vindende projekt.

Det var en tætpakket Maskinhal i Botanisk Have da vinderne af konkurrencen om Statens Nturhistoriske Museum blev afsløret.

Modellen af det vindende projekt havde stået tilhyllet under talerne og tiltrak sig stor opmærksomhed bagefter.

Arkitekt Claus Pryds løfter op ….

…og dele af det vindende projekts underjordiske afsnit kommer til syne.